Søndag den 16. august fejrer Boholte Kirke 50 års kirkeliv. Det hele tog sin begyndelse i en lille  flytbar trækirke, der blev rejst i det, der dengang var en ny bydel med mange tilflyttere  

Det summer ofte af liv i Boholte Kirke. Når nybagte forældre svinger barnevognen ind ad kirkens dør og hygger sig med babysalmesang. Når konfirmander indtager kirken til den ugentlige forberedelse. Når børnehavebørn med flyverdragter og røde kinder kommer til juleafslutning. Eller når kirken åbner dørene til sangeftermiddag, popgudstjeneste, foredrag eller børnemusical. Faktisk er listen meget længere, for Boholte Kirke sydvest for Køge centrum er en aktiv kirke med mange tilbud til både børn og voksne.

Rammen for de mange aktiviteter og gudstjenester er en moderne kirkebygning i røde teglsten, der blev indviet i 1981, men kirkelivet i Boholte tog sin begyndelse allerede fem år tidligere i 1976, hvor en såkaldt vandrekirke blev indviet. I år er det 50 år siden, og derfor inviterer Boholte Kirke til en stor jubilæumsfejring søndag den 16. august, hvor 50 års kirkeliv skal fejres. Men hvad er egentlig en vandrekirke, og hvordan gik det hele til dengang for et halvt århundrede siden?  

Det var den frie folkekirkelige organisation Kirkefondet, der introducerede vandrekirken i Danmark i begyndelsen af 1900-tallet. Kirkefondet blev oprettet i 1890 som følge af en stor befolkningstilvækst i København. Mange flyttede til byen for at arbejde, og der var ikke plads til dem alle i de eksisterende kirker. Derfor indsamlede Kirkefondet penge i hele landet og byggede nye kirker. For at fremme processen med kirkeliv i de nye boligområder introducerede man vandrekirker, som altså var mindre, midlertidige kirker, der nemt kunne skilles ad og samles igen. På den måde kunne de vandre fra sted til sted. 

”En vandrekirke er en midlertidig kirke, der bliver rejst i et område, hvor der er flyttet mange nye folk til. Idéen er, at kirken skal være tilstede, der hvor mennesker er, også inden man får mulighed for at bygge en rigtig kirkebygning,” fortæller generalsekretær i Kirkefondet, Henrik Bundgaard Nielsen. 

Og det var netop det, der var situationen i Boholte anno 1976, fortæller sognepræst i Boholte Kirke, Anita Hansen Engdahl, der har boet i Boholte siden 2005, og gennem alle årene har været optaget af områdets lokalhistorie. 

 ”Fra sidst i 1950’erne og årene fremefter voksede Køge by voldsomt mod sydvest. Kvarterer som De 40 huse og Solbakken II skød op, og siden blev Ellemarken opført med 11 boligblokke og 1125 boliger. På jordene fra den gamle landbrugsgård Boholtegården opførte man to boligkomplekser, Blåbærparken og Boholtegården med indkøbscenter samt et stort parcelhuskvarter. Derfor tog området navn efter den gamle gård, og kom altså til at hedde Boholte,” fortæller hun.  

Boholteområdet var dengang en del af Køge Sogn, og som området voksede og mange bosatte sig i de nye boligkvarterer, blev præsterne og menighedsrådet ved Køge Kirke opmærksomme på, at der var et behov for en ny kirke i området. Allerede i 1973, fortæller Anita Hansen Engdahl, begyndte Køge-præsten Åge Dam-Jensen at holde gudstjenester i Ellemarkskolens rytmiksal. 

”De var velbesøgte, og derfor besluttede menighedsrådet sig for at rette henvendelse til Kirkefondet for at låne en vandrekirke,” siger hun.  

Generalsekretær i Kirkefondet Henrik Bundgaard Nielsen fortæller, at man dengang imødekom henvendelsen og satte to ens vandrekirker i produktion. Den ene var tiltænkt Boholte, og den anden skulle placeres i Helsingør. 

”De var præfabrikerede, og kirken kom til Boholte i moduler, så den nemt kunne samles og vandre videre til et nyt sted, når en ny kirke var bygget i Boholte. Faktisk skete lånet af vandrekirken med en klausul om, at den højst kunne lånes i fem år,” fortæller han.

Vandrekirken blev placeret bag Boholtegårdens lejligheder tæt ved den nybyggede skole og der, hvor bydelens nye kulturcenter og sportshal skulle opføres. Lokale spejdere og Køge-præsten Bent Hansen byggede selv en klokkestabel til en nyindkøbt klokke. De byggede den efter tegning af Nils Andersen og Salli Besiakov, de to arkitekter, der senere skulle komme til at tegne den Boholte Kirke, vi kender i dag.   

Her skal man, ifølge Henrik Bundgaard Nielsen, bide mærke i to ting, som menighedsrådet i Køge Kirke gjorde rigtigt i processen frem mod en ny kirke.

”Det er en god idé at have en præst, der allerede fra begyndelsen engagerer sig i det lokalområde, hvor kirken skal bygges. Det, at præsten så engagerer spejderne i at bygge klokkestablen, er et eksempel på en anden ting, der er vigtig. Nemlig at man engagerer lokalbefolkningen.” 

Bent Hansen var distriktspræst ved både Køge Kirke og Boholte Vandrekirke, og han var selvsagt med den 15. august 1976, da vandrekirken blev indviet med deltagelse af biskop Hans Kvist, provst Bent Fønns-Jørgensen, borgmester Jørgen Jørgensen, sognepræst Åge Dam-Jensen, de øvrige præster ved Køge Kirke samt kirkens menighedsråd.

Bent Hansen fik en præstebolig på Brombærvej kort herefter, så han kunne bo tæt på kirken, og da Boholte i 1979 blev sit eget kirkedistrikt, kunne man vælge sit første menighedsråd i Boholte. Her blev blandt andre Jytte Bahn Petersen valgt ind, og hun var frem til sin død i 2025 engageret i Boholte Kirke, i lange perioder som formand for menighedsrådet. 

Det, at Boholte så tidligt fik sit eget menighedsråd, var, ifølge Henrik Bundgaard Nielsen, et vigtigt træk.

”Ofte kan det være en udfordring at få lokalbefolkningen til at tage en vandrekirke til sig som deres kirke, når den ikke i udpræget grad ligner en kirke. Her er det vigtigt, at der er nogen, der går foran. Det er vigtigt, at der bliver nedsat en form for arbejdsgruppe, der får et klart mandat og en økonomisk ramme at arbejde ud fra,” siger han og forklarer, at det stadig i dag er et af de råd, de videregiver, når der skal bygges en ny kirke i et område med mange nye tilflyttere.   

Udover at lede og understøtte arbejdet i vandrekirken, var menighedsrådet også dybt involveret i projekteringen af den nye kirkebygning, og helt fra begyndelsen har et stærkt lokalt engagement kendetegnet menigheden ved Boholte Kirke, fortæller Anita Hansen Engdahl. Straks vandrekirken var blevet indviet, indbød man ikke bare til gudstjenester, men også til mange andre former for fællesskaber.

I en ældre udgivelse fra Kirkefondet fortæller præst Bent Hansen om livet i vandrekirken. Han fortæller, at man indbød ”…en kreds af beboere til et lørdagsmøde, og dette gennemdrøftede så de muligheder der forelå. De arrangementer man blev enige om, udover de kirkelige tjenester, var etablering af en børneklub. En pensionisteftermiddag og en hverdagsaften.”

Han fortæller, at børneklubben samlede mellem 50 og 80 børn, og pensionisteftermiddagene tiltrak mellem 80 og 90 pensionister. Tilbuddet til de unge familier ”En hverdagsaften” bød på debatter og foredrag med ”kendte personligheder”. Til disse aftner var der et fremmøde på mellem 30 og 80, hvilket Bent Hansen ikke fandt tilfredsstillende(!) Han fortæller også om velbesøgte familiegudstjenester, hvor kirkens pigekor medvirkede.   

”Fordi man hurtigt engagerede lokalbefolkningen, og fordi man allerede i 1979 fik eget menighedsråd, blev menigheden en selvbyggermenighed med stor identitet, glæde og stolthed over at have bygget sin egen kirke; en moderne kirke som kunne danne rammen om mange former for fællesskaber. Man fortsatte her det arbejde, der var begyndt i vandrekirken, og igennem alle årene har man haft en særlig tradition for børne- og ungdomskor, eksperimenterende gudstjenesteformer, foredrag og koncerter,” fortæller Anita Hansen Engdahl. 

Den karakteristik af en vandrekirke-menighed nikker generalsekretær i Kirkefondet Henrik Bundgaard Nielsen genkendende til. 

”I nye boligområder er der ikke altid tænkt i steder for fællesskab, og er der ikke andet i det nye område end en Rema1000, så er det godt med en kirke, der kan skabe rammer og rum for fællesskab. Derfor har der ofte været et stærkt fokus på fællesskab i vandrekirke-menigheder. Ofte har der også været en tendens til at tænke i alternative gudstjenesteformer, fordi det utraditionelle kirkerum kaldte på, at man tænkte nyt.”

Henrik Bundgaard Nielsen forklarer, at vandrekirkerne har fungeret som en form for eksperimentarium, hvor man kunne prøve det at være kirke af på nye måder. 

”Hvis menighederne henad vejen har formået at lave et løbende generationsskifte og ikke er stivnet i en bestemt form, vil de ofte have et strejf af pionerånd over sig og bevare ånden til at tænke nyt og være kirke på nye måder.”     

I disse år, fortæller Anita Hansen Engdahl, er der et stort generationsskifte i gang i Boholte.

”Mange fra første generation er blevet ældre eller lever ikke mere. Men ligesom for 50 år siden vrimler det med børn og nye tilflyttere i Boholte, og vi nyder, når de kommer til kirken, og vi håber, at de vil opleve, at Boholte Kirke er deres kirke.”

Helt frem til 1990’erne har Kirkefondet udlånt vandrekirker. I dag arbejder de blandt andet med rådgivning af menighedsråd, når der skal bygges kirker i nye områder, og i 2019 indviede de en husbådskirke i Sydhavn i København, der skal ligge til kaj her, indtil en ny kirke er bygget til områdets mange nye tilflyttere. Så sejler den videre…

”Hvem ved, måske til Køge Havn,” siger Henrik Bundgaard Nielsen med et smil.

Læs mere om jubilæumsfejringen søndag d. 16. august ved at klikke på dette link